Sidste vare på lager
Opkaldet kom kl. 6:00 om morgenen. “Åh, fantastisk,” tænkte jeg, vendte mig om og trak en pude over hovedet. Jeg forsøgte at falde i søvn igen. Jeg forsøgte at lade, som om jeg ikke kunne høre telefonen ringe. Men efter få minutter tog jeg telefonen, som var beskyttet af et ultrarobust Atomic Slim-cover.
“Godmorgen, agent. Vi har et spor om Hemmingsford,” sagde stemmen. Jeg kvikkede op, så snart jeg hørte navnet “Hemmingsford”. Hemmingsford var en multimilliardær, som i årtier havde snydt forbrugere, begået underslæb og generelt været et fjols. Da han fandt ud af, at Agenturet kendte til hans forbrydelser, gik han under jorden, men jeg var fast besluttet på at opspore ham.
Operatøren fra hovedkvarteret fortsatte. “Han gemmer sig på det engelske land. I Cotswolds. Jeg tror, han bor hos en ven på en gammel herregård. Sikkert meget malerisk. Et ret charmerende, dejligt område… nå. Jeg sender dig koordinaterne. Hvis vi sender en helikopter, hvor hurtigt kan du så være der?”
“Et skridt foran dig, chef,” svarede jeg, mens jeg knappede skjorten færdig. “Jeg er der, så hurtigt jeg kan.”
Seks timer senere var jeg ved at blive skubbet ud af et vindue på tredje etage i en engelsk herregård, som ikke virkede særlig malerisk lige nu. Hemmingsfords tre håndlangere havde på en eller anden måde fået fat i mine ankler og holdt mig nu dinglende over vindueskarmen, mens de kom med trusler i deres overraskende muntre cockney-accenter. Jeg knugede telefonen mod brystet.
“Giv os bare dataene, kammerat,” insisterede en af håndlangerne. “Aflever dataene, så forsvinder dit lille problem.” De var egentlig ligeglade med at gøre mig ondt. De ville bare have min telefon, som indeholdt alle de oplysninger, de ønskede om vores efterforskning af Hemmingsfords ugerninger.
Det kunne jeg selvfølgelig ikke lade ske, så jeg tog en dyb indånding og slap min telefon. Den tumlede gennem luften, ramte en gren og landede hårdt på jorden under mig. Som forventet gik håndlangerne helt i panik ved tanken om min telefons ødelæggelse og glemte mig et øjeblik, så jeg vred mig fri af deres greb, slog en saltomortale gennem luften og landede på begge fødder.
Jeg børstede støvet af mig, bøjede mig ned og samlede min Google Pixel 2 op. Ah, ja – præcis som jeg havde regnet med. Telefonen var i perfekt stand. Ikke en eneste ridse. Det slidstærke, robuste Atomic Slim etui havde reddet min mission endnu en gang. Jeg smilede for mig selv, tilfreds med hvor let jeg havde narret håndlangerne. Måske havde jeg ikke fået fat i Hemmingsford denne gang, men med min træning og Atomic Slims enorme styrke vidste jeg, at jeg snart ville fange ham. Og i mellemtiden var jeg fast besluttet på at slå mig ned med en dejlig stor portion fish and chips.
Designet af Ghostek i New York



